Stubbekøbing

Biblioteket er klar med programmet for vinteren

Foto: Guldborgsund Kommune

Kom med bag fængslets mure eller tilbage til 2. verdenskrig i den kommende vintersæson

Guldborgsund-bibliotekerne slår dørene op for endnu en sæson med spændende arrangementer for vinteren 2021-2022. Til det nye år kan du fx glæde dig til en interessant aften, når journalist og historiker Niels-Birger Danielsen onsdag den 26. januar fortæller om ”Hvidstenskvinderne”. Et nedslag i historien, som også er filmaktuelt i efterfølgeren til den danske film “Hvidsten gruppen”.

Inden da får Hovedbiblioteket besøg af tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, der med udgangspunkt i sin bog ”Nordisk socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi” argumenterer for at kimen til en fremtidig demokratisk økonomi allerede findes i de nordiske landes velfærdssamfund, andelsbevægelse og erfaringer med demokratisk ejerskab. Du kan også komme et smut bag fængselsmurene for en kort stund, når Kuno og Kim, helholdsvis tidligere kriminel og fængselsbetjent, fortæller om livet i fængslet og tiden bagefter den 17. februar på Nørre Alslev Bibliotek.

Sjove arrangementer for børn

Biblioteket har også sjove arrangementer for børnene, der blandt andet kan opleve ”Faster Lizzies jul” den 16. december – en forestilling med dufte, musik og julemagi opført af Teater Baglandet på Hovedbiblioteket. Er du i nærheden af Stubbekøbing, kan du og børnene se iscenesættelsen af Jørgen Clevins billedbog ”Historien om hvordan vejrhanen fik sine fjer”, når Teater Pandora lægger vejen forbi den 15. januar.

Derudover byder biblioteket på alt fra forskellige lytteklubber og bogcafeer fordelt over hele Guldborgsund Kommune til guidet fællessang og livestreamede naturvidenskabelige foredrag.

Du kan læse meget mere om alle bibliotekets arrangementer og bestille billetter på guldbib.dk. Du er også meget velkommen til at kigge forbi og snuppe et eksemplar af den nye arrangementsflyer med hjem. Flyeren rummer et lille udpluk af bibliotekets mange spændende arrangementer for den forestående vintersæson.

Kommentarer