Kultur

Børnevalget 2022 er skudt i gang

Foto: Guldborgsund Kommune

Igen i år inviterer landets biblioteker til Børnevalg for at styrke børn og unges forståelse og lyst til at deltage i demokratiet. Her kan børn og unge stemme på sin favoritkandidat til at vinde årets børnevalg.

For at giv børn og unge en forsmag på, hvad demokrati og afstemninger går ud på, inviterer landets biblioteker til Børnevalg fra den 11. oktober og frem til den 1. november. Her kan børn og unge gå til stemmeboksene og vælge blandt 10 kendte karakterer fra populære børnebøger til at vinde årets børnevalg.

Pia Gunilla Park, der er kulturformidler på børnebiblioteket i Nykøbing, og Valgtilforordnet på årets Børnevalg, fortæller:

– I en tid hvor vi oplever, at mange af de ting vi tager for givet, pludselig kommer under pres er det særligt vigtigt, at vi husker at værdsætte og italesætte demokratiet. Børnevalget er en oplagt mulighed for at give sit barn en mulighed for at opleve den demokratiske proces. At gå på opdagelse og finde ud af, hvilke af de 10 skønne kandidater der taler mest til en og sætte sit helt eget kryds samt erfare at det er flertallet der bestemmer den endelige vinder. Vi ser meget frem til at få besøg af en masse stemmeparate børn på biblioteket.

Sidste års vinder

Sidste år afgav knap 16.000 børn og unge over hele landet sin stemme til Børnevalg. Her løb Ternet Ninja med valgsejren med sloganet ’ja til sværd’ og valgløftet ’koldskål til alle’.

I Guldborgsund Kommune kan man stemme på alle kommunens biblioteker. Børnevalget blev skudt i gang den 11. oktober og løber frem til den 1. november kl. 12.00. Vinderen kåres den 2. november kl. 12.00.De danske folkebiblioteker står bag Børnevalget 2022.

Kommentarer