Navnenyt

Borgerrådgiver i Guldborgsund skal bygge bro

Foto: Guldborgsund Kommune

Byrådet i Guldborgsund har ansat Thea Hass som borgerrådgiver.

Med ansættelsen ønsker byrådet at styrke borgernes retssikkerhed og medarbejdernes mulighed for at gøre et godt stykke arbejde.

Den 1. oktober begynder Thea Hass i en nyoprettet stilling som borgerrådgiver i Guldborgsund Kommune. Hun skal bygge bro mellem borgerne og forvaltningen, når der ind i mellem opstår misforståelser i forbindelse med sagsbehandling eller afgørelser. Som borgerrådgiver skal Thea Hass på baggrund af konkrete henvendelser hjælpe med finde ud af, hvad der er op og ned, om en sag kan forklares bedre, om der er sket misforståelser, der kan rettes op på, eller om der er brug for at få kigget på sagen igen.

Det var byrådet, der tilbage i april måned besluttede at oprette en stilling som borgerrådgiver i Guldborgsund. Der har tidligere været en borgervejlederfunktion, men den stilling blev nedlagt i 2015. Som borgerrådgiver kommer Thea Hass til at arbejde uafhængigt af den administrative ledelse og refererer direkte til byrådet, og mindst én gang om året skal hun aflægge rapport til byrådet.

Borgmester John Brædder og resten af byrådet glæder sig til at byde Thea Hass velkommen.

”Med en borgerrådgiver ønsker vi at styrke borgernes retssikkerhed, og desuden vil vi gerne hjælpe ledelse og medarbejdere til at løse deres opgave bedst muligt til gavn for borgerne. Som borgerrådgiver skal man derfor være god til kommunikere med mennesker i svære situationer, og man skal kunne se en sag fra flere vinkler. Tillid og troværdighed er altafgørende for at man kan lykkes med opgaven, og vi er sikre på, at vi har fundet den helt rette person i Thea Hass. Hun har lige præcis de kvalifikationer og det fokus, vi har ledt efter, og vi glæder os meget til samarbejdet,” siger John Brædder.

Solid erfaring og personligt engagement

57-årige Thea Hass er uddannet jurist og kommer fra en stilling som National Director i Mellemfolkeligt Samvirke. Hun har tidligere været direktør i paraplyorganisationen Spejderne og vicedirektør i Ungdommens Røde Kors.

Hun har også en lang karriere bag sig i den offentlige sektor, hvor hun har været direktør for flere af de store velfærdsområder i henholdsvis Odsherred og Lejre kommuner, ligesom hun også har været personalechef i Fiskeridirektoratet og i Hvalsø Kommune.

Det sociale ansvar har været en rød tråd i hele Thea Hass’ arbejdsliv, og hun glæder sig til at være med til at skabe et bedre samarbejde på tværs.

”Jeg glæder mig meget til at kunne bidrage til et bedre samarbejde mellem borgere og forvaltning i Guldborgsund Kommune. Stillingen som borgerrådgiver er en vigtig funktion, som kan være med til at løsne op for en svær situation, hvor samarbejdet er gået i hårdknude. Jeg håber at kunne bidrage til at finde de gode løsninger,” siger Thea Hass.

Kommentarer