Navnenyt

Direktør i Guldborgsund bliver ny kommunaldirektør i Sermersooq Kommune i Grønland

Ole Jakobsen Foto: Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommunes projekt- og økonomidirektør, Ole Jakobsen, har fået nyt job.

Den 15. november tiltræder han stillingen som kommunaldirektør i Sermersooq Kommune i Nuuk i Grønland.

Guldborgsund Kommunes projekt- og økonomidirektør, Ole Jakobsen, skal fra midten af november stå i spidsen for administrationen i Sermersooq Kommune i Grønland som kommunaldirektør.

Dermed skal Guldborgsund sige farvel til Ole Jakobsen, der har været direktør i Guldborgsund Kommune siden kommunesammenlægningen. Inden da var han blandt andet kommunaldirektør i Sakskøbing Kommune.

Kommunaldirektør Søren Bonde takker Ole Jakobsen for sin store indsats gennem årene.

”Ole Jakobsen er en stor kapacitet, og han har betydet meget for kommunen. Samtidig er han et utroligt rart menneske og et omvandrende leksikon inden for kommunal økonomi. Jeg ønsker ham stort tillykke med det nye job. Det er en rigtig spændende udfordring, han har sagt ja til,” siger Søren Bonde.

Ole Jakobsen glæder sig til at vende tilbage til Grønland, hvor han har arbejdet før, men det bliver også vemodigt at sige farvel til Lolland-Falster.

”Jeg glæder mig til at vende tilbage til Grønland og tage fat på de mange spændende opgaver, der venter i Sermersooq Kommune. Men der er ingen tvivl om, at jeg siger farvel med vemod i sindet. Jeg er selv fra Lolland-Falster og har arbejdet her i mange år, så jeg kommer selvfølgelig til at savne området og de mange gode mennesker, jeg har arbejdet sammen med,” siger Ole Jakobsen.

I forbindelse med det ordinære økonomiudvalgsmøde på mandag vil Økonomiudvalget og kommunaldirektør Søren Bonde drøfte, hvad der skal ske med Ole Jakobsens opgaveportefølje på den korte og lidt længere bane.

Kommentarer