Et brag af en succes – resultater fra højmosen Horreby Lyng er unikke
Der er netop afholdt Biodiversitetskonference. Guldborgsund Kommune var blevet inviteret med for at fortælle om de flotte resultater, vi har opnået i Horreby Lyng.
Omkring 500 forskere og naturforvaltere var i sidste uge samlet i København, hvor der var fokus på forvaltning af biodiversitet. Guldborgsund Kommune var inviteret med for at fortælle om podningsforsøg med spagnum i Horreby Lyng. Vi præsenterede resultaterne på en poster.
I forbindelse med EU LIFE-projektet igangsatte vi i 2014 flere innovative forsøg for at genetablere en sphagnum-domineret vegetation, der på sigt ville kunne blive tørvedannende. For at en højmose er ”levende”, skal den nemlig kunne være tørvedannende. Vores udfordring i Horreby Lyng har været og er stadigvæk, at højmosen flere steder ikke mere har permanent vandmættet tørv. Det skyldes, at mosen igennem adskillige år er blevet drænet, den skulle nemlig være så tør som mulig, for at man har kunnet indvinde tørv. EU LIFE-projektet har dog bevirket, at grøfter og kanaler er blevet tilstoppet, og flere steder har vi igen fået vandmættet tørv.
Igennem EU LIFE-projektet har vi hjulpet gendannelsen af højmosen på vej ved at etablere nogle bassiner midt i mosen, som flere steder er nede i en meters dybde. De er blevet gravet så dybe, for at vi kunne opnå arealer, hvor tørven i perioder er våd (afhænger af vandspejl og nedbør). I bassinerne har vi så haft udspredt sphagnum-arter, der kan tåle at udtørre. Disse arter findes i en begrænset mængde i Horreby Lyng. På den baggrund importerede vi derfor i sin tid en palle af disse arter fra Estland. Estland er et eldorado med mange og store højmoser, hvor der sker intensiv indvinding af tørv. Så vi har ikke ødelagt nogen natur ved at gøre dette, da det er afskrab af overfladen fra arealer, hvor de alligevel skulle indvinde.
De importerede spagnum-arter fik vi spredt ud i vores bassiner. Vi har nu kortlagt arternes dækningsgrad, og resultaterne viser, at de har spredt sig i op til 75% af fladerne i bassinerne. Dette i sig selv er fantastisk, og det er epokegørende resultater i forhold til, hvilke metoder der kan anvendes i forbindelse med at gendanne en ødelagt naturtype.
Baseret på vores resultater er flere kommuner og private fonde nu påbegyndt lignende tiltag rundt omkring i Danmark i forbindelse med deres arbejde med genopretning af højmoser.
Kommentarer