FabLab Guldborgsund åbner igen – nu med længere åbningstid
Lørdag den 2. oktober åbner FabLab igen for betjening om lørdagen.
Fra 1. november vil lab’et være åbent for selvbetjening mandag til lørdag.
Der er stor glæde at spore blandt fablabsterne – og uden tvivl også blandt brugerne – i FabLab Guldborgsund på Hovedbiblioteket. Efter en lang coronanedlukning åbner FabLab endelig igen – denne gang med udvidet åbningstid.
Fra 1. november følger FabLab bibliotekets åbningstider. Dvs. at FabLab har åbent mandag til torsdag kl. 10-18, fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-14. Dog i nogle anderledes rammer:
”For at sikre brugere så mange åbne timer i FabLab som muligt, vil lab’et fremover være åbent mandag til lørdag – præcis som biblioteket. Den store forskel ligger i, at vi gør FabLab tilgængeligt i hele vores betjente åbningstid. FabLab er brugernes rum, og vi vil gerne understøtte lokale initiativer og videndeling mellem brugerne ved at udvide tilgængeligheden,” fortæller assisterende leder af biblioteket, Sonja Christina Rasmussen.
Book en fablabster
Brugerne kan derfor komme direkte ind fra gaden og benytte maskiner som 3D printere, symaskiner og badgemaskinen. Er man ikke hjemmevant i lab’et og måske heller ikke vild med at bruge maskinerne på egen hånd, er der hjælp at hente. Book en Fablabster, som blev opfundet i skyggen af corona, gør det muligt at booke en medarbejder i FabLab til at hjælpe én i gang med at bruge maskinerne, starte op på et projekt eller måske bare få inspiration og vejledning til, hvordan man kommer videre med det, man er i gang med. Book en fablabster bookes på guldbib.dk, hvor man blot udfylder en formular omkring, hvad man skal have hjælp til. Derefter bliver man kontaktet af en fablabster og aftaler en mødetid, hvor man sammen kan se på projektet.
Betjening hver lørdag
Er man mere på spontant at møde op, men vil man stadig gerne være sikret hjælp, holder FabLab fra 2. oktober åbent med bemanding, hver lørdag kl. 10-14. Her er man mere end velkommen til at kigge forbi, snuse til teknologien og få en introduktion til, hvad man kan i FabLab.
Flere nøglebrugere
Derudover satser FabLab på endnu flere nøglebrugere. Nøglebrugere er brugere, der har været igennem et undervisningsforløb og derfor har en større viden om teknologien og sikkerhedsforanstaltningerne. Her har man således adgang til alle maskinerne som fx laserskæreren og storformatsprinteren, da man har modtaget undervisning og ved, hvordan maskinerne virker og skal behandles. Nøglebrugerne, der er ganske almindelige FabLab-brugere med en særlig interesse i teknologien, bliver efter kurset udstyret med en nøglebrik, og har derefter mulighed for at benytte FabLab fra kl. 7-22 alle ugens dage. Kigger man forbi i lab’et, og er en af nøglebrugerne der, så har man også god mulighed for hjælp til at komme i gang.
Har du selv fået blod på tanden og vil du gerne være nøglebruger, afholder fablabsterne nøglebrugerforløb cirka en gang om måneden. Kurserne vil løbende blive lagt på guldbib.dk under arrangementer, hvor du kan læse mere om, hvad det kræver at blive nøglebruger og tilmelde dig.
Kommentarer