112

Fem års fængsel i omfattende sag om grooming, voldtægt og blufærdighedskrænkelse

Modelfoto: Pixabay

I dag faldt der dom ved Retten i Nykøbing Falster i en sag, hvor en 27-årig mand var tiltalt for overgreb, herunder voldtægt, blufærdighedskrænkelse og grooming af 32 forurettede, heriblandt 26 mindreårige piger. Manden har siden den 12. september 2023 været varetægtsfængslet. De ældste forhold blev begået i 2014.

Den 27-årige blev idømt fængsel i 5 år, og han fik et såkaldt boligforbud, et besøgsforbud og et kontaktforbud.

Den dømte blev også frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 18 år.

Den 27-årige mand har i en stribe tilfælde via Snapchat udgivet sig for at være væsentlig yngre og har sendt upassende billeder og beskeder til unge piger, ligesom han har fået de forurettede piger til at sende billeder af dem til ham. I fire tilfælde har han i forlængelse af sin grooming udsat piger i alderen 13-14 år for voldtægt eller voldtægtsforsøg.

– Der er en meget alvorlig sag, som har berørt mange unge mennesker og deres familier. Politiet har lavet en meget omfattende og grundig efterforskning, som har gjort det muligt at løfte bevisbyrden. Samtidig har det været en juridisk mere kompleks sag, hvor vi har anvendt bestemmelsen om grooming, som blev indført i samme periode, som den domfældte havde kontakt med flere af de unge piger.

– Jeg er tilfreds med dommen, som viser, at retten har set med lige så stor alvor på sagen, som vi har i politiet og anklagemyndigheden, siger Metha Balling, der er anklagerfuldmægtig ved anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 27-årige udbad sig betænkningstid og blev fortsat fængslet.

 

Kommentarer