Erhverv

Femern Bælt skaber innovativ løftestang for sjællandske virksomheder

Et nyt Interreg-projekt skal skabe innovation på begge sider af Femern Bælt. Fotocredit: Femern A/S

Sjællandske virksomheder med appetit på vækst i Nordtyskland får unikke muligheder for viden og samarbejde.

Et nyt dansk-tyskt innovations- og samarbejdsprojekt åbner 1. september 2023 for sjællandske og nordtyske virksomheder. Det EU-finansierede projekt Fehmarn Belt Innovation, eller FBI som den lidt kække forkortelse er, arbejder med maritime og marine virksomheder, med bygning og konstruktion samt med fødevarer- og biotek.

Projektet åbner nu for 30 sjællandske og nordtyske virksomheder der kommer til at arbejde med at skabe innovation gennem fagligt stærkt samarbejde.

– De virksomheder der kan deltage i projektet, skal være interesserede i et længerevarende samarbejde med fagligt stærke danske og tyske partnere inden for et af de tre områder, men kommer til gengæld igennem et innovationsforløb, som styrker mulighederne for udvikling på et vigtigt eksportmarked. Virksomhederne skal ikke betale for at være med i projektet, men kommer selvfølgelig til at investere tid og energi i samarbejde, fortæller Morten Pristed, der er projektleder hos Erhvervshus Sjælland. Og han fortsætter:

– Det er er rigtig godt givet ud, hvis man har et ønske om at styrke sin tilstedeværelse i Tyskland, fordi man som virksomhed får adgang til meget stærke kompetencer og viden om det tyske marked. Vi har rigtigt gode partnere i projektet med stor faglig tyngde. Blandt andet er både RUC’s nye Maritime og Marine Forskningscenter og Knowledge Hub Zealand på deres område virkeligt stærke og anerkendte enheder.

– Et godt eksempel på den viden man får adgang til, er fx Bygningskonstruktørerne hos Zealand, som allerede er dybt engagerede i Videns- og Læringscenteret i Rødby. De indgår i projektet sammen med den tekniske højskole i Lübeck og har konkret viden om hvilke krav og hvilke normer, der gælder, hvis et projekt skal finde vej til det kæmpestore tyske marked. Hvilke innovative tiltag skal der til for at man kan få fodfæste? Hvordan ser de nye miljøkrav ud med tyske briller?, nævner Morten Pristed.

Projektet ledes af Erhvervshus Sjælland. I den danske partnerkreds er desuden Business Lolland Falster, Zealand, RUC og Knowledge Hub Zealand.

Stærke danske klynger og erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Danske Maritime, We Build Denmark, Food & BioCluster Danmark indgår i samarbejde med blandt andre Maritimes Cluster Norddeutschland, forskningsinstitutionen Fraunhofer og Technische Hochschule Lübeck.

Projektet er støttet af Inerreg 6A Danmark-Tyskland og kommer til i de næste tre år at samarbejde med 30 udviklingsorienterede virksomheder, der kunne have gavn og glæde af adgang til faglig viden og sparring, relevante testfaciliteter og inspirerende workshops og studieture.

Virksomheder, som kan se sig selv i et sådant samarbejde, kan finde flere oplysninger ved at kontakte en af de nævnte organisationer, som på deres respektive hjemmesider har flere oplysninger om projektet.

Fakta om Femern Bælt Innovation

Femern Bælt Innovation skal bidrage til at skabe innovation og erhvervsudvikling inden for bygge og anlæg, det maritime og marine område, samt fødevarer og biosolutions i Femern Bælt-regionen. 

Indsatsen er treårig og løber frem til 31. marts 2026

Det forventes, at mindst 30 virksomheder deltager i projektet i et samarbejde med regionens erhvervsfremmeaktører og videninstitutioner på begge sider af bæltet.  

Projektet har et samlet budget på 16,3 millioner kroner. Tilskuddet fra EU’s ’Interreg 6A Tyskland-Danmark-program’ er på 10,6 millioner kroner, mens Region Sjælland har givet 1 million kroner til projektet. De økonomiske partnere bag projektet finansierer selv de resterende cirka 4,7 millioner kroner.

Erhvervshus Sjælland er projektleder. 

På den danske side er de økonomiske partnere

  • Business Lolland Falster
  • Sjællands Erhvervsakademi Zealand – bygningskonstruktør-uddannelsen
  • Roskilde Universitet – Center for Maritim og Marine Forskning
  • Knowledge Hub Zealand
  • Erhvervshus Sjælland

På den tyske side er de økonomiske partnere

  • Technikzentrum Lübeck
  • Wirtschaftsförderung Lübeck
  • Kieler Wirtschaftsförderung
  • Technische Hochschule Lübeck (Bauwesen/bygningsområdet)

Netværkspartnere på begge sider af Femern Bælt

Danske Maritime, Maritimes Cluster Norddeutschland (Kiel), TransMarTech (Kiel), klyngen We Build Denmark, en af Europas største forskningsinstitutioner Fraunhofer (Lübeck), Energie Cluster Digitales Lübeck, Dansk Industri, Food and Bio Cluster Denmark, Carl Albrecht Universität (CAU, Kiel) og Næstved Kommune.

Kommentarer