Samfund

Folk flytter til Guldborgsund

Foto: Guldborgsund Kommune

Siden 1. januar er befolkningstallet i Guldborgsund Kommune steget med 26 personer. Det til trods for, at der bliver født langt færre, end der dør. Tilflytningen til kommunen gør forskellen, viser den kvartalsvise befolkningsanalyse.

Det går den rigtige vej med befolkningstallet i Guldborgsund Kommune, for i løbet af de seneste år er Guldborgsund blevet en af de kommuner, som folk flytter til. Samlet set er der blevet 26 borgere flere i Guldborgsund Kommune siden 1. januar i år. Det viser den kvartalsvise befolkningsanalyse, som Økonomiudvalget behandlede på sit møde tirsdag.

Analysen viser, at stigningen primært kan tilskrives tilflytningen til kommunen kombineret med, at færre flytter fra Guldborgsund. For selvom der er født lidt flere børn i de første tre kvartaler i år i forhold til samme periode sidste år, så fødes der fortsat langt færre, end der dør, og det giver i sig selv en negativ befolkningsudvikling. Dermed skal der en del tilflyttere til, før det giver et plus i det samlede befolkningstal.

Borgmester John Brædder glæder sig over de positive tal.

”Det er rigtig godt for os alle sammen, at vi bliver flere, og det er dejligt, at der er mange, der har fået øjnene op for, hvor fantastisk her er at leve og bo,” siger John Brædder.

”Jeg er også rigtig glad for, at flere og flere ser ud til at blive boende i Guldborgsund. Vi har arbejdet rigtig hårdt på at skaffe uddannelser og mange forskellige typer af arbejdspladser til kommunen. Det er vi lykkedes med, og jeg håber, det nye byråd vil arbejde videre ad det spor. Det har blandt andet fået nogle af de unge, der er født og opvokset her, til at blive, ligesom folk, der flytter hertil på grund af arbejde, i langt højere grad bliver boende,” siger John Brædder.

Som vanligt viser befolkningsanalysen et fald i antal borgere i tredje kvartal, hvilket hovedsageligt skyldes fraflytning i forbindelse med uddannelsesstart. Det er naturligt, lyder det fra borgmesteren, og desuden flytter flere og flere tilbage igen efter endt uddannelse, siger han.

”Uanset hvor mange gode og relevante uddannelser vi har, vil der altid være unge, som ønsker en uddannelse, der udbydes et andet sted. Det er jo et godt tegn, at vores unge vil uddanne sig, så selvom jeg gerne vil holde på de unge, så ønsker jeg for dem, at de tager netop den uddannelse, de kan se sig selv i. Heldigvis ser vi også, at flere og flere vender tilbage senere i livet, fordi de gerne vil stifte familie her og bruge deres viden og kundskaber til at udvikle Guldborgsund,” siger John Brædder.

Kommentarer