Samfund

Gæs, landbrug og biodiversitet

Foto: Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune bidrager til et større projekt omkring forvaltning af gæs på udvalgte enge og markarealer i samarbejde med lodsejere, jægere, landbruget og Aarhus Universitet.

Der er netop blevet afholdt afsluttende seminar for projektet.

Igennem de sidste to år har Aarhus Universitet undersøgt bramgæssenes udnyttelse af landbrugslandskabet på Lolland-Falster. Bramgæs har været i kraftig vækst de senere årtier, og giver anledning til flere markskadeproblemer.

– Projektet er et unikt samarbejde mellem forskere, landbrug og grønne organisationer. Derfor er jeg også stolt af som borgmester, at vi sammen hånd-i-hånd har afsøgt nye muligheder i forvaltningen af gæssene. Det er samtidig ret enestående, at vi har vakt statens bevågenhed med deltagelse i seminaret fra Vildtforvaltningsrådet, udtaler borgmester Simon Hansen.

– Det har været en meget lærerig oplevelse for mig at være med til seminaret, slutter borgmester Simon Hansen.

– En af konklusionerne er, at der er behov for flere arealer med vedvarende græsmarker og strandenge, der kan tjene som naturlige aflastningsområder, og således kan medvirke til at reducere skader på afgrøderne, udtaler professor Jesper Madsen fra Aarhus Universitet, der er ansvarlig for projektet. En af udfordringerne er også, at gæssene helst vil have ”ankelkort græs” – max 5-10 cm – når de ankommer i oktober, så der er behov for et højt græsningstryk på naturområderne.

Guldborgsund Kommune bidrager aktivt til projektet, fordi flere af vores kystnære områder er udpeget til såkaldte Natura 2000-områder. Det er områder, der på europæisk plan rummer arter eller naturtyper af fællesskabsinteresse, som er truet eller er i tilbagegang. Vores del af projektet vil derfor forsøge at tilgodese behovet for flere enge til gæssene, samtidig med at engene får en bedre naturtilstand. – Det vurderes, at det er en win-win situation både for biodiversiteten og for landbruget, slutter projektleder Anita Pedersen.

Projektet er venligst finansieret med midler fra 15. Juni Fonden.

Kommentarer