Kultur

Gratis kulturpas til børn og unge i alderen 0-18 og deres forældre

Hvert skoleår kan børn og unge med bopæl i Guldborgsund Kommune deltage i GRATIS kulturoplevelser på 4 udvalgte kulturinstitutioner. 

I 2021/2022 er Gedser Remise, Museum Lolland-Falster, Guldborgsund Zoo samt Middelaldercentret med i Kulturpasset og kan derfor tilbyde gratis entré i de tre kulturpas-uger på hver institution. Der er desuden gratis adgang til 1-2 voksne pr. barn/søskendeflok, så hele familien kan være sammen om de gode oplevelser hos kulturaktørerne.

Kulturpas-uger i 2021/2022:

  • Gedser Remise: 4.-24. oktober 2021.
  • Museum Lolland-Falster: 29. november-18. december 2021.
  • Guldborgsund Zoo: 14. marts – 3. april 2022.
  • Middelaldercentret: 3.-23. maj 2022.

Så nemt er det at bruge kulturpasset:

  • Besøg de 4 kulturinstitutioner i kulturpas-ugerne.
  • GRATIS adgang til børn og unge i alderen 0-18 år ved fremvisning af sygesikringskort med bopæl i Guldborgsund Kommune.
  • GRATIS adgang til max to voksne ifølge med barn/søskendeflok med bopæl i Guldborgsund Kommune.

Læs mere om de 4 forskelige kulturaktører i 2021/2022 

Gedser Remise – Kulturpas-uger: 4.-24. oktober 2021

Gedser Remise

Stationsvejen 20

4874 Gedser

Tlf: 28 98 99 80

Om Gedser Remise:

Gedser Remise er et jernbanemuseum og et lille stykke kulturhistorie fra ”Jernbanens Guldalder” med udstilling af bl.a. ældre lokomotiver og togvogne. Du kan også se Det Gule Palæ, der er den berømte og velbesøgte kommandopost fra Olsenbanden-filmen Olsenbanden på Sporet. 

Museum Lolland-Falster: Museum Obscurum- Kulturpas-uger: 29. november – 18. december 2021

Museum Lolland-Falster: Museum Obscurum

Færgestræde 1a

4800 Nykøbing F

Tlf: 5485 1303

Om Museum Obscurum:

Træd ind i MUSEUM OBSCURUM, en fantastisk finurlig verden på grænsen til virkeligheden. Her mødes fortidens og nutidens sælsomme og mystiske væsner. Oplev samleren Cornelius S.C. Rödders mange uhyggelige og mærkværdige fund fra hele verden og gå på opdagelse i den “hemmelige” kryptozoologiske samling og se væsner, du kun har drømt om! Spørg dig selv: Hvad er fantasi, og hvad er virkelighed? Lad dig fortrylle af de gådefulde fabeldyr, mumier og varulve. Lad dig opsluge af den dystre stemning, og lær om fortidens og nutidens tro og overtro – for hvem ved, om der i virkeligheden findes varulve eller ej?

Særlige oplevelser i kulturpas-ugerne:

Museum Obscurum vil i de 3 uger emme af jul og (u)hygge.

  • Vi pynter hele Museum Obscurum op, i den fineste julestemning fra starten af 1900-tallet.
  • Du kan gå på jagt på museet og se, om du kan finde alle de udspekulerede og lidt onde nisser, der har gemt sig rundt omkring i udstillingen, og hvis det lykkes dig, er du med i lodtrækningen om en flot julehyggepræmie til hele familien. Vinderen vil blive offentliggjort d. 17. december
  • Hver fredag fra kl. 14-17, vil der i udstillingen blive fortalt klassiske julehistorier med et tvist af gys, gru og uhygge.
  • Museets dygtige julegenfærd vil i deres fine historiske dragter sørge for den helt rette stemning.
  • Hver lørdag serveres gratis hjemmebagte småkager, saft/kaffe i lokalet ved Czarens Hus – også dette vil ske i dragt og med små julegys og anekdoter.

Guldborgsund Zoo & Botanisk Have – Kulturpas-uger: 14. marts – 3. april 2022

Guldborgsund Zoo & Botanisk Have

Østre Alle 97

4800 Nykøbing Falster

Tlf: 54732700

Om Guldborgsund Zoo:

Her kommer du helt tæt på dyrenes verden, og du kan opleve dyrene så tæt på deres naturlige levested som muligt. Der er også er en naturlegeplads med svævebane og en hytteskov, og en dag i zoo er vildt hyggelig for hele familien.

Særlige oplevelser i kulturpas-ugerne:

Vær med til at pynte zoo op til påsken. Der vil være værksteder med gør-det-selv påskepynt, safarijagt, tegnekonkurrencer m.m.

Middelaldercentret – Kulturpas-uger: 3.-23. maj 2022

Middelaldercentret

Ved Hamborgskoven 2-4

4800 Nykøbing Falster

Tlf: 54 86 19 34

Om Middelaldercentret:

Tag på en tidsrejse 610 år tilbage i tiden til år 1411. De tonstunge krigsmaskiner skyder med stenkugler ud over Guldborgsund, og den lille købstad Sundkøbing er fuld af liv og spændende oplevelser for hele familien. Oplev også middelalderens fantastiske maskiner, oplevelsesstien med middelalderens fabeldyr og forunderlige væsener samt Griffenholm, et univers på grænsen mellem fantasi og virkelighed.

Gratis adgang i kulturpas-ugerne.

Kommentarer