Guldborgsund Kommune vil styrke den demokratiske dannelse ved at uddele samtalekort på alle bibliotek- og borgerservicesteder
Formålet med kortene er at skabe gode, nysgerrige og oplysende samtaler om lokaldemokratiet i Guldborgsund Kommune.
Fra tirsdag den 19. oktober har alle borgere mulighed for at hente et sæt samtalekort på alle bibliotek- og borgerservicesteder i Guldborgsund Kommune. Det er gratis at hente samtalekortene.
I Guldborgsund Kommune er der frem mod demokratiets festdag den 16. november, når der afvikles kommunal- og regionalvalg, stor fokus på demokratisk dannelse.
Guldborgsund Kommune har i samarbejde med Forlaget Højlund i Nykøbing Falster fremstillet en masse samtalekort, der skal skabe gode, nysgerrige og oplysende samtaler om lokaldemokratiet blandt både unge og ældre i Guldborgsund Kommune. Håbet er samtidig, at den gode samtale om politik og demokrati vil inspirere flere af kommunens borgere til at stemme ved kommunal- og regionalvalget.
Hver æske indeholder 48 kort med spørgsmål og fakta om det kommunale demokrati. På hvert kort er der er ét spørgsmål på forsiden samt fakta på bagsiden. Både spørgsmål og fakta understøtter borgernes demokratiske dannelse ved at udfordre og oplyse på en sjov måde.
Fra tirsdag den 19. oktober har alle borgere mulighed for at hente et sæt samtalekort på alle bibliotek- og borgerservicesteder i Guldborgsund Kommune. Det er gratis at hente samtalekortene.
Christian Smith, leder af Strategi og Udvikling i Guldborgsund Kommune, udtaler:
”I Guldborgsund Kommune tager vi både dannelse og demokrati alvorligt. Vores nye samtalekort skal på en sjov måde være med til at skabe gode, nysgerrige og oplysende samtaler om vores lokaldemokrati. Vi bliver klogere på os selv, på andre og på verden omkring os, når vi nysgerrigt lytter til andres synspunkter og udforsker andres viden. Vi håber, at vores borgere vil hente en masse samtalekort på vores bibliotek- og borgerservicesteder, så vi sammen styrker den demokratiske dannelse i Guldborgsund Kommune,” siger Christian Smith.
Michael Højlund Larsen, ejer af Forlaget Højlund i Nykøbing Falster, udtaler:
”De nye samtalekort kan anvendes af både unge og ældre til nysgerrige samtaler i familien, blandt venner, i foreninger, på vælgermøder, i skoler osv. Det er både sjovt, vigtigt og lærerigt at være sammen om væsentlige og sjove spørgsmål, der handler om vores holdninger til demokratiet i vores kommune,” siger Michael Højlund Larsen.
På følgende bibliotek- og borgerservicesteder kan borgerne få udleveret samtalekortene: Nykøbing Falster, Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing og Væggerløse. Tjek åbningstiderne på https://guldbib.dk/biblioteker.
Samtalekortene kan i øvrigt også sagtens bruges efter kommunalvalget.
Kommentarer