Debat og politik

Kernevelfærden sikres med nyt budget

Foto: Guldborgsund Kommune.

Byrådet i Guldborgsund Kommune er klar med næste års budgetforlig, hvor kernevelfærden er prioriteret.

Under overskriften ”Det rige hverdagsliv – hvor flere lever sunde liv” faldt budgetaftalen for de kommende fire år på plads i Guldborgsund Kommune torsdag aften. Bag forliget står et samlet byråd: Guldborgsundlisten, Socialdemokratiet, Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Med budget 2022-2025 sikrer byrådet kernevelfærden til borgerne, og økonomien stabiliseres efter et par år med mange udgifter. Desuden fuldfører byrådet prioriteringen af de 12 mål, som politikerne satte sig i fællesskab umiddelbart efter sidste valg.

Selvom der ikke er så mange penge at rutte med i budgettet, så prioriteres de penge, der er, til velfærdsområderne. Dels tilføres der i alt 137,2 millioner kroner til udvalgene for fire udfordrede velfærdsområder, så det underskud, som årets første budgetopfølgning varslede, kan dækkes. Og dels bliver der plads til at investere lidt i velfærden.

Flere hænder til borgerne

Blandt andet er byrådet enige om, at der skal ansættes i alt syv ekstra socialrådgivere i Børn & Familie. Desuden er der afsat fem millioner kroner til at ansætte og uddanne flere SOSU-elever i 2022 og fem millioner kroner til at ansætte mere personale på plejecentrene.

Derudover sætter byrådet fokus på fortsat at luge ud i administrative arbejdsgange, så det fremadrettet bliver nemmere og mere ligetil at få tildelt hjælpemidler på ældre- og handicapområdet, ligesom maden til de ældre bliver sat på dagsordenen.

Byrådet er også enige om at styrke veteranindsatsen, så der ydes en endnu større og mere målrettet hjælp til vores veteraner.

Der er ydermere afsat penge til at investere i flere naturoplevelser for både borgere og turister, ligesom der er afsat penge til at gøre kultur- og fritidslivet mere tilgængeligt for alle borgere. Også dem, der grundet et handicap eller af andre årsager har ringere adgang til kultur- og fritidstilbud.

Byrådet har i løbet af de sidste fire år haft fart på og investeret et trecifret millionbeløb i velfærden. Det gælder både på anlægsområdet og i den nære velfærd inden for eksempelvis skole- og dagtilbudsområdet, plejecentrene, bedre faciliteter til genoptræning og rehabilitering, veje og stier, kultur- og fritidsområdet med mere. I år bremses der lidt op på anlægsområdet, forklarer borgmester John Brædder, mens investeringerne i den nære velfærd fortsætter.

”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om et velfærdsbudget. Velfærd handler om borgernes hverdag, og vi skal understøtte, at borgerne har mulighed for at leve det liv, de ønsker, og at der er plads og rum til udfoldelse uanset om man er barn, voksen eller ældre. Kernevelfærden har kostet ekstra i det seneste år blandt andet som følge af corona. Det vidste vi godt, og det var også tydeligt at se i vores første budgetopfølgning i år, og med dette budget undgår vi besparelser. Det er jeg meget glad for,” siger John Brædder.

Det er andet år i træk, at hele byrådet står bag budgettet, og borgmesteren vil gerne kvittere for et godt samarbejde.

”Jeg synes, det er rigtig godt, at vi på trods af politiske forskelle og særligt i et valgår, kan arbejde sammen om økonomien,” siger John Brædder.

Børn og familier skal hjælpes hurtigere

Et af de områder, der er blevet prioriteret i budgettet, er børne- og familieområdet, som har været trængt længe.

Tidligere på året iværksatte byrådet en ekstern undersøgelse af området. Den viste blandt andet, at der er behov for flere sagsbehandlere, hvis der skal være tid til familierne og tid til at sætte tidligt ind med den rette hjælp og støtte. Desuden så området også ind i et underskud, som nu bliver dækket.

Simon Hansen, gruppeformand for Socialdemokratiet og formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, er glad for, at parterne er enige om at sætte flere penge af til området.

”Med denne budgetaftale investerer vi i børne- og familieområdet. Der skal ansættes syv nye socialrådgivere, så hver sagsbehandler får mere tid til borgerne. Det skylder vi de børn og familier, der har behov for vores hjælp. Vi skal nå hen til, at vi rent faktisk kan levere en tidlig og rettidig indsats. Det giver børnene en bedre mulighed for at klare sig godt, og det betyder også, at familierne og vores medarbejdere har langt bedre mulighed for at få et frugtbart samarbejde,” siger Simon Hansen.

Han er desuden glad for, at den mundtlige aftale blandt byrådsmedlemmerne om at øge det generelle rengøringsniveau ude på institutionerne, nu er blevet konkret, og at der er afsat penge til det i budgettet.

Både SF og Enhedslisten er også glade for, at byrådet kunne enes om at afsætte flere penge til børne- og familieområdet.

”Det har været en bunden opgave for os at gøre noget for børne- og familieområdet. Det viste undersøgelsen af området tidligere på året med al tydelighed. Børn er vores vigtigste ressource, og vi må ikke lade de udsatte børn og unge i stikken. De har om nogen brug for vores hjælp, og den skal vi selvfølgelig kunne tilbyde dem og deres forældre. Derfor er det helt nødvendigt, at vi ikke kun lukker økonomiske huller, men at vi også investerer i området. Det har været en mærkesag for os,” siger Annemette Schønberg Johnsen, SF’s gruppeformand.

Det gælder også for Enhedslisten og Bente Lerche-Thomsen, Enhedslistens gruppeformand og medlem af Børn, Familie og Uddannelsesudvalget.

”Det har været helt afgørende for os, at vi ikke kun dækker et underskud, men at vi også sætter penge af til ansættelse af de syv ekstra socialrådgivere, så der er tid til familierne. Det har været tydeligt for alle, at området har været hårdt presset og underbemandet, og det går ud over både familier og medarbejdere. Det er vores politiske ansvar at gøre noget ved det, og det gør vi nu,” siger hun.

Støtte til veteraner

Arbejdsmarkedsområdet var et af de fire velfærdsområder, som ved budgetopfølgningen så ind i et stort underskud – blandt andet som følge af corona.

Samtidig har området været inde i en positiv udvikling i de sidste fire år med mange initiativer, der har hjulpet nogle af de borgere, der stod på kanten af arbejdsmarkedet, tilbage igen. Arbejdsmarkedsområdet tilføres derfor midler, så underskuddet dækkes, og så de positive takter kan fortsætte.

Desuden er byrådet enige om at styrke hjælpen og indsatsen over for vores veteraner. Det glæder Ole K. Larsen, der er gruppeformand for Venstre og formand for Beskæftigelsesudvalget.

”Vi har i denne byrådsperiode vedtaget en veteranstrategi, og vi har arbejdet meget målrettet med at opbygge en god hjælp og støtte til vores veteraner. Det ved jeg, veteranerne sætter pris på. Jeg er glad for, at vi i byrådet er enige om at gøre endnu mere for veteranerne. Nogle af veteranerne har haft voldsomme oplevelser ude i verden, mens de har gjort tjeneste for Danmark, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at de kan vende tilbage til en hverdag, som giver mening for dem, og hvor de får den støtte og hjælp, de har behov for,” siger Ole K. Larsen.

Flere penge til ældreområdet

Når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Guldborgsund i de kommende årtier, bliver der behov for flere hænder til at passe og pleje den voksende gruppe af ældre.

Derfor er gruppeformand for Guldborgsundlisten, Jens Erik Boesen, glad for, at der er sat penge af til, at kommunen kan uddanne og ansætte flere SOSU-elever, og at der kan ansættes mere personale på plejecentrene.

”Vi taler tit om at investere i fremtiden. Vi har også en forpligtelse til at investere i dem, der har været med til at bygge det samfund, vi har i dag. Vores ældre borgere har gennem et langt liv arbejdet og bidraget til samfundet, og vi skal sørge for, at der er hænder nok til at sikre ordentlig pleje, når der i de kommende år bliver flere ældre her i kommunen,” siger Jens Erik Boesen, der også er næstformand for Social- Sundhed og Omsorgsudvalget.

På ældreområdet er byrådet også enige om fortsat at prioritere det gode måltid på plejecentrene. Dels dækkes det underskud, som budgetopfølgningen viste på Madservice, og dels arbejdes der for, at måltidet fremover skal tilberedes tæt på og så vidt muligt også sammen med borgerne.

”Måltidet har stor betydning for livskvaliteten, og vi skylder de ældre, at maden og måltidet er noget, de kan tage del i og samles om. Derfor har det været meget vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at vi sætter maden til de ældre i højsædet igen. Der skal dufte af mad i de ældres hjem, og derfor skal maden og tilberedningen af den være en central del af de ældres hverdag på plejecentrene i Guldborgsund kommune,” siger René Christensen, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti.

Flere naturoplevelser

Byrådet har i budgetforliget også aftalt at sætte penge af til at etablere en sti på det falsterske dige. Det vil gavne både borgerne og turismen, lyder det fra borgmesteren.

”Jeg er glad for, at vi nu er klar til at etablere endnu en fantastisk naturoplevelse med vandre- og cykelsti på det falsterske dige. Vores natur og kyststrækning er helt unik. Det skal vi, der bor her, have glæde af, og det er samtidig et stort aktiv i forhold til turismen. Diget beskytter os mod havet, og det er samtidig en smuk og unik måde at opleve naturen langs med havet på,” siger John Brædder.

Budgetforliget skal på Økonomiudvalgets møde den 7. september. Herefter skal det til 1. behandling i byrådet den 16. september, og byrådet forventer, at det kan vedtage budgettet ved 2. behandlingen på byrådsmødet den 14. oktober.

Kommentarer