Samfund

Kommunen får saltvandsindsprøjtning til pædagogisk psykologisk rådgivning

Modelfoto: Pixabay.com

Guldborgsund Kommune får sammen med Albertslund, Ballerup, Brøndby, Herlev, Ishøj, Kalundborg, Langeland, Lolland og Slagelse kommuner tilbudt puljemidler til at styrke pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR).

Med aftalen om finanslov for 2024 mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet blev det besluttet at afsætte en pulje på 50 millioner kroner i 2024 og 80 millioner kroner årligt i 2025-2027 til flere hænder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til de cirka 10 procent af kommunerne, der har det største behov for flere medarbejdere i PPR. Puljen skal hjælpe PPR-personalet med forebyggende arbejde, så de kan være mere til stede i dagtilbud og skoler.

Guldborgsund Kommune er sammen med Albertslund, Ballerup, Brøndby, Herlev, Ishøj, Kalundborg, Langeland, Lolland og Slagelse blandt de 10 kommuner, som vil få tilbudt midler fra puljen. Kommunerne er udvalgt, fordi de rangerer højest på Indenrigs- og Sundhedsministeriets socioøkonomiske indeks for 2024, der måler kommunernes relative udgiftsbehov i forhold til andre kommuner på basis af en række socioøkonomiske kriterier.

– Nogle steder i landet er der særligt mange børn, som har behov for ekstra hjælp i deres skole eller børnehave. Med denne økonomiske håndsrækning ønsker vi mere personale med ekspertviden til at støtte op om børnene. Det skal blandt andet reducere ventetiden hos PPR, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

Formålet med puljen er at understøtte det pædagogiske personale i PPR i det forebyggende arbejde og skabe øget tilstedeværelse i dagtilbud og grundskolen. PPR-medarbejderne kan blandt andet understøtte tilrettelæggelse af undervisning og mellemformer, herunder eksempelvis co-teaching, NEST-klasser, samt indsatser, der styrker de specialpædagogiske kompetencer, herunder øget supervision og rådgivning i dagtilbud og skoler. Målet er også at reducere efterspørgslen efter pædagogisk-psykologiske vurderinger og dermed nedbringe ventetiden.

De erfaringer, som de udvalgte kommuner, gør sig i forbindelse med brugen af puljemidlerne, kan samtidig give viden, der kan komme landets øvrige kommuner til gode.

Den konkrete fordeling af midlerne til de 10 kommuner sker ud fra kommuners børnetal (0-17-årige) i 2024, og vil blive genberegnet i hvert af årene 2025-2027 på baggrund af de senest tilgængelige børnetal. I oversigten nedenfor fremgår tilskudsfordelingen for 2024 samt den tentative tilskudsfordeling for 2025 til 2027. Kommunerne er orienteret af ministeriet.

 

Kommentarer