Debat og politik

Lad os tale om politik, der gør en forskel. Ikke symboler, intentioner og personer

Af Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds

Valget er endnu ikke udskrevet, men valgkampen er helt tydeligt skudt ind. Og det ser grimt og forsimplet ud. ’De konservative vil fyre 40.000 offentligt ansatte’, påstår Mette Frederiksen med afsæt i et papir fra finansministeriet, der med samme logik ville kunne bruges til at fastslå, at hun selv vil fyre 11.000.

Helt ærligt. Det er forsimplet og dumt. Selvfølgelig er der forskel på at lade de offentlige udgifter vokse i takt med det såkaldte demografiske træk eller ej. Når der bliver flere ældre, er det selvfølgelig lettere at håndtere, hvis man er parat til at bruge lidt flere penge. Men uanset en forbrugsvækst på 0,1 eller 0,6 % står vi med kæmpe udfordringer: Vores sundhedsvæsen er sandet helt til. Vores ældreomsorg har ikke alle steder et niveau, vi selv ville finde acceptabelt, hvis det var os selv, der var på plejehjem. For mange børn forlader folkeskolen uden forudsætninger for at få fodfæste i uddannelses- og arbejdslivet. Og det kan ikke alene løses med flere penge – for hænderne og hovederne er der ikke!

I stedet for den sædvanlige ’velfærd eller skattelettelser’ burde vi tale om, hvordan vi ny-indretter den offentlige sektor, så vi bruger pengene på borgernær velfærd fremfor bureaukrati. Og det sker ikke ved at råbe slagord efter hinanden. Det kræver mod til forandring. En helt ny måde at drive de borgernære velfærdsinstitutioner på.

Moderaterne har et forslag om en nærhedsreform, der giver den enkelte institution og dens ansatte mere frihed. En sundhedsreform, der fjerne rockwool-laget og skaber handlerum til det sundhedsfaglige personale. En ’borgerpligt’, der fremmer dannelse og medborgerskab, så vi fastholder det ’kit’, der binder os sammen som folk – så vi undgår ’dem og os’, kontrol og detailstyring.

Alt sammen bud på forandringer fra midten. Forandringer, der bygger bro mellem fløjene og generationer frem sikrer Danmark som et af verdens bedste samfund. Men det bliver aldrig til noget, hvis vi bare råber og skriger ad hinanden. Det kræver opbrud, samarbejde, eftertanke og balance.

Derfor vil vi i valgkampen insistere på at tale op til danskerne, når andre taler ned til hinanden. Let bliver det ikke, for i medierne handler det mest om bogstavsleg, personer og konflikter – og vores forslag kan ikke foldes ud på 30 sekunder i et enkelt ’soundbite’, der vækker anstød eller konflikt. Men helt ærligt: Valget handler ikke om hvem, der skal indtage Prins Jørgens Gård de næste fire år – det handler om hvilket Danmark vi skal give videre til vores børn og børnebørn.

Så lad os hæve blikket og ambitionsniveauet. Lad os tale om politik, der gør en forskel. Ikke symboler, intentioner og personer.

Enig? Så overvej lige at melde dig ind i Moderaterne på https://moderaterne.membersite.dk/Membership/BuyMembership

 

Kommentarer