Livsstil og forbrug

Nyt pop-up område på havnen i Nykøbing åbner på torsdag

Foto: Guldborgsund Kommune

Nu åbner et nyt pop-up område på havnen i Nykøbing F. for at give endnu mere adgang til vandet i havnebyen Nykøbing. Det nye område bliver et hyggeligt ”hænge ud sted” med byens bedste udsigt, og med de bedste rammer for en hyggelig sommer.

Havnen i Nykøbing F. skal over de kommende 10-15 udvikle sig fra at være en lukket erhvervshavn uden offentlig adgang til at åbne fuldstændig op medplads til promenade, ophold og leg, samt kulturinstitutioner, hotel, café og boliger.

Derfor er havnen er allerede ved at åbne gradvist op, og denne sommer åbner et nyt pop-up område ”Frihavnen Nord” i havnens nordlige ende på Sandgade. Her vil lokale og turister kunne besøge et hyggeligt lounge-miljø, café, petanque-bane og nyde en fantastisk udsigt ud over sundet. Den nye attraktion skal skabe synergi og sammenhæng til hele Nykøbing Falster, og til byens mange butikker i midtbyen.

”Vi glæder os rigtig meget til at åbne havnen mere op, så vi alle kan nyde at Nykøbing F. er en havneby. Vi håber at alle dem der bor her i området og områdets turister vil tage godt i mod det nye sted, og bruge det hele sommeren. Det kan fungere super godt som et afslapningssted efter en shoppetur i midtbyen eller det perfekte sted at se solen gå ned” siger Anders V. Møller, der er programleder for udviklingen af havnen i Nykøbing F.

På pop-up området vil der hen over sommeren være mindre koncerter, og i caféen kan der købes sandwich, drikkevarer, softice og sluchice. Der vil også være afgang for en sejltur på Guldborg Sund med Sundfarten, som Museum Lolland-Falster står for.

Sidste år udviklede kommunen et pop-up område på Fejøgade 2 i havnens sydlige ende, hvor mange nød at komme helt tæt på vandet. Stedet vil igen i år være åbent, men køres nu af folkene bag wakeboard-banen, Guldborgsund Aqua Sport, der i år får mere plads til deres aktiviteter.

”Sommeren er på vej, og havnen åbner stille og roligt mere og mere op, og giver nye muligheder for at komme tæt på vandet, og jeg glæder mig til at lokale og turister skal fylde området med liv og god stemning. Pop-up området styrker i høj grad Nykøbing, som en attraktiv handelsby, og vil være med til at tiltrække besøgende” siger Anders V. Møller.

I forhold til udviklingen af de 1,4 kilometer lange havneområde, er teamet bag udviklingen i fuld gang med at forberede udviklingsopgaverne, blandt andet med dialog med mulige investorer og klargøring af helhedsplanens første etape i den sydlige del af havnen. 

Læs mere om den store udvikling af havnen i Nykøbing Falster her.

Kommentarer