Kultur

Stor interesse for forfatter udløser ekstra arrangement

Foto: Guldborgsund Kommune

Grundet stor efterspørgsel holder Jesper Wung-Sung nu to foredrag på Stubbekøbing Bibliotek, hvor han under arbejdet med sin roman ”Kvinde set fra ryggen” har foretaget meget af sin research.

Han skriver både børnebøger og romaner og har vundet flere prestigefulde priser som De Gyldne Laurbær og Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger. Jesper Wung-Sung er et stort navn og den lokale interesse for ham og hans bøger bliver bestemt ikke mindre af, at romanen ”Kvinde set fra ryggen” tager udgangspunkt i lokalhistorien i Stubbekøbing. Tirsdag den 26. oktober får Stubbekøbing Bibliotek i samarbejde med lokalhistorisk Arkiv og Forening i Stubbekøbing besøg af den populære forfatter. Arrangementet er en del af det fælles projekt ”Historierne bag bogen” med et ønske om at invitere danske forfattere til at fortælle om deres arbejde med arkiver og kilder, der ligger til grund for deres værker. Arrangementet har været udsolgt i ugevis, men efterspørgslen er bestemt ikke blevet mindre af den grund med over 26 personer på venteliste. Derfor udbydes der endnu et arrangement med Jesper Wung-Sung samme dag kl. 16.30. 

”Vi vil rigtig gerne imødekomme den store interesse for forfatterarrangementet med Jesper Wung-Sung, og derfor har vi i samråd med Lokalhistorisk Arkiv og Forening valgt at udbyde arrangementet to gange. Det er en helt enestående mulighed at få besøg af så stor en forfatter i de selvsamme omgivelser, som han har foretaget meget af sin research til sin roman i. At efterspørgslen på arrangementet er så stor, er så fantastisk og det glæder vi os meget over”, siger assisterende leder af biblioteket Sonja Christina Rasmussen.

I sit foredrag fortæller Jesper Wung-Sung om arbejdet med sin roman ”Kvinde set fra ryggen”, der handler om Vilhelm Hammershøis kone, den unge Ida Ilsted fra Stubbekøbing, som bliver den store malers livsledsagerske og foretrukne model. Undervejs kommer han også ind på kunst, følelser og om hvordan ”Kvinde set fra ryggen” er forbundet med romanen ”En anden gren”, om Jesper Wung-Sungs egne oldeforældre, San og Ingeborg Wung-Sung.

Du kan læse mere om foredraget og købe billetter til det ekstra foredrag fra mandag den 11. oktober kl. 12.00.

Kommentarer