18-årig tiltalt for overtrædelse af 99 forhold
For nylig afsagde Retten i Nykøbing Falster dom i en sag mod en 18-årig mand fra Lolland.
Den 18-årige mand var tiltalt for overtrædelse af hele 99 forhold, der bl.a. handlede om vold og trusler mod institutionspersonale, biltyverier, tyverier fra biler, indbrud, færdselsforseelser – herunder en vanvidskørsel i København m.v. Den 18-årige var trods sin unge alder i forvejen kendt for flere strafbare forhold.
Sagen har været behandlet som en nævningesag over syv retsdage i løbet af august og september 2022. Den 18-årige blev fundet skyldig i 93 ud af de 99 forhold. På grund af sine personlige forhold blev han idømt anbringelse på lukket institution.
Baggrunden
Den 18-årige blev anholdt den 20. maj 2022 af politiets udlændingekontrolafdeling ved Guldborgsundcenteret i Nykøbing Falster. Her blev han sigtet for adskillige forhold af tyverier fra varebiler tilhørende firmaer og offentlige institutioner samt diverse andre strafbare forhold og blev varetægtsfængslet dagen efter.
Der var en temmelig stor stigning i tyverier fra varebiler i marts, april og maj 2022. Tyverierne fandt sted over det meste af Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds, men primært på Lolland og Falster.
Leder af udlændingekontrolafdelingens efterforskningsenhed Carsten Høj Hansen fortæller:
– Vi stod med en akut udfordring med den kraftige stigning af tyverier, som selvfølgelig skabte frustrationer for de håndværkere og offentlige ansatte, tyverierne var gået ud over. Derfor satte vi en målrettet indsats mod tyverierne i gang. Og vores analysearbejde og efterforskning gav ret hurtigt resultater, hvilket betød at vi fik spottet den 18-årige, og sat ham i forbindelse med tyverierne.
Kommentarer