Kultur

Det nye fælles byrum Friheden i Nykøbing F indvies tirsdag

Friheden er et helt nyt fælles byrum ved Østerbroskolen i Nykøbing F. Friheden er realiseret af Guldborgsund Kommune med støtte fra Realdania samt Lokale- og Anlægsfonden, og byrummet er færdigprojekteret af ETN Arkitekter.

Tirsdag den 10. september bliver et nyt fælles byrum i Nykøbing F indviet. Området er døbt Friheden og er et naturskønt byrum med plads til rekreation, fællesskab, leg og aktivitet. 

Det nye fælles byrum Friheden ved Østerbroskolen i Nykøbing F. er færdigt, og det markeres med en indvielse tirsdag den 10. september.

Friheden er realiseret af Guldborgsund Kommune med støtte fra Realdania samt Lokale- og Anlægsfonden, og byrummet er færdigprojekteret af ETN Arkitekter. Byrummet er udviklet gennem en omfattende brugerinvolvering både af naboer, foreninger, områdets institutioner samt kunstnere og lokale kulturaktører.

Friheden er et grønt mødested som inviterer til leg, bevægelse, ophold, læring og ikke mindst møder mellem mennesker på kryds og tværs af boligområder. Med Friheden er en tidligere plæne inddelt i lunde og områder med forskellige temaer og aktivitetsmuligheder. Nogle inviterer til leg og bevægelse, eksempelvis parkour, basket, skate og boldspil. Andre inviterer til at sanke frugt, dyrke grønt, lave mad udendørs eller gå på opdagelse langs ’kunst-sporet’ – mens andre indrettes til at håndtere regnvand. Centralt i området etableres en grejbank til opbevaring af udstyr til brug under organiserede aktiviteter.

Projektet har taget særlig højde for at skabe gode læringsmiljøer og idrætsfaciliteter for eleverne fra den nærliggende skole. Efter ønske fra naboer og skolen er der også sat ind for at øge trygheden med god belysning og opholdsmuligheder, som inviterer mere til møder på kryds og tværs af bydele.

Friheden er desuden et sted, hvor interesserede også fremover kan få en aktiv rolle. Man kan fx ’fodre’ kvashegnet med haveaffald, adoptere en plantekasse og få adgang til grejbanken.

Kommentarer