Gedser byport opbygges på ny
I flere år har byporten til Gedser blot bestået af ét tårn, men det bliver der nu lavet om på.
Med puljemidler fra Destination Sydfalsters pulje ”Små Hurtige Succeser” bliver det gamle tårn genopført mens det eksisterende bliver renoveret.
I sidste uge mødtes styregruppen for Destination Sydfalster for blandt andet at behandle projektansøgninger. En af ansøgninger omhandlede opførelsen af Gedser Byport, som i en årrække kun har bestået at ét tårn på grund af et færdselsuheld. Siden da har flere lokale ønsket byens vartegn genopført, og det bliver nu en realitet, da styregruppen har bevilliget Gedser Bylaug midler til at opføre byporten på ny. Formanden for styregruppen for Destination Sydfalster Annemette S. Johnsen ser frem til opførelsen:
”Byporten er et af de elementer der kendetegner Gedser, og jeg er rigtig glad for, at den rette arkitekt og leverandør til projektet er fundet samtidig med, at alle sikkerhedskrav bliver opfyldt. Der har været stor lokal opbakning til at genopføre byporten, og nu kan vi alle glæde os til, at det bliver en realitet, som både kommer beboere, turister og det lokale erhvervsliv til gode.”
Arkitekt Philip Rasmussen skal varetage opgaven, og de bevilgede midler er uddelt fra ”Små Hurtige Succeser”-puljen. Puljemidler herfra kan søges af borgere, foreninger, virksomheder eller interessegrupper, som har idéer til forbedringer af blivende karakter, der kan bidrage til udviklingen af Sydfalster som turistdestination. Annemette S. Johnsen er glad for de foreløbige projektansøgninger, som styregruppen har modtaget, og hun glæder sig til endnu flere gode idéer:
”Vi har fået nogle rigtige spændende ansøgninger, og vi ser frem til at få endnu flere, så vi i fællesskab kan udvikle og realisere planen om hele Sydfalster som én samlet turistdestination.”
Næste skridt i udviklingen af Destination Sydfalster er en borgerwokshop, hvor alle interesserede kan deltage og enten komme med forslag og idéer eller blot lytte med. Borgerworkshoppen finder sted den 8. marts kl. 17.00 på Hotel Nørrevang i Marielyst. Spørgsmål og tilmelding til arrangementet henvendes til projektleder ved Destination Sydfalster Stine K. Villadsen.
Ud over projektansøgninger fik styregruppen præsenteret de første indledende tanker til den udviklingsplan, der præsenteres for byrådet efter sommerferien.
Kommentarer