Samfund

Hjælp lokalt med indsamling til jordskælvsramte i Tyrkiet

Den danske organisation "5 Skoler" koordinerer indsamling af tæpper, soveposer, jakker og dåsemad til de mange ofre, der er ramt af jordskælvet i Tyrkiet.

Den danske organisation “5 Skoler”, som driver 16 skoler i det jordskælvsramte område mellem Tyrkiet og Syrien, har iværksat en indsamling af tæpper, soveposer, jakker og dåsemad, som sendes til området den 24. februar.

Danske Netaviser udbreder nu budskabet om, at alle i Danmark kan bidrage lokalt og bringe det indsamlede til et af de tre oprettede indleveringssteder. DSV Transport stiller lastvognstog til rådighed og kører det indsamlede udstyr frem til skolerne, helt uden beregning.

Danske Netaviser har i dag torsdag været i kontakt med aktørerne i initiativet, og her appellerer alle til, at har du nogle af de nævnte ting til overs, og vil donere til projektet, er der oprettet tre indleveringssteder i Danmark:

• hos virksomheden Clever, Støberigade 14, 2450 København SV.

Her kan man indlevere fra den 20. – 24. februar mellem kl. 10 – 18.

• hos entreprenørvirksomheden Raundahl & Moesby, Klamsagervej 15, 8230 Aarhus V.

Her kan man indlevere fra den 16. – 23. februar mellem kl. 10 – 15.

• hos entreprenørvirksomheden Raundahl & Moesby, Trekronergade 126 A, 2500 Valby.

Her kan man indlevere fra den 16. – 23. februar mellem kl. 10 – 15.

I Tyrkiet står 5 Skolers personale klar til modtagelse og distribution til de familier, der har mest brug for det. Det fortæller Zarah Kirketerp-Møller, Co-CEO i 5 Skoler til Danske Netaviser.

– Vi er i løbende daglig kontakt med vores skoler i området, og vi ved, at der fortsat er behov for massiv hjælp til befolkningen. Vi koncentrerer vores indsamling om tæpper, soveposer, jakker og dåsemad, som vi ved, vi kan få igennem tolden uden forsinkelser eller afvisning, siger Zarah Kirketerp-Møller, og supplerer:

– Hvis man vil donere dåsemad, bør det være uden svinekød, idet den største del af befolkningen jo er muslimer, påpeger hun.

Har man ikke mulighed for at donere udstyr, eller vil man blot hjælpe, kan man overføre pengebeløb til organisationen via MobilePay nummer 651010 eller via hjemmeside hvor man kan bidrage til 5 Skolers arbejde.

Entreprenørvirksomheden Raundahl & Moesby har tidligere sponsoreret opbygningen af en skole, der ligger midt i det jordskælvsramte område. Skolen er for syriske flygtningebørn, men fungerer lige nu som nødhjælpsstation.

– Vi appellerer til alle, der har mulighed for det, om at støtte op omkring dette initiativ. Der er tale om en skrækkelig situation og der er brug for akut hjælp dernede. Så har man en sovepose man ikke bruger mere, et par tæpper og måske nogle gamle frakker eller jakker, så lad os får det samlet ind, udtaler Carsten Raundahl, adm. direktør hos Raundahl & Moesby.

Jannik Lenthe Olesen, Executive Vice President hos DSV Transport fortæller til Danske Netaviser:

– I det konkrete projekt bidrager vi råd og vejledning om pakning, logistik og selvfølgelig med selve transporten af det, der bliver indsamlet. Om det bliver én, fem eller flere biler, ved vi af gode grunde ikke, men dét der kommer ind, kommer afsted, forsikrer Jannik Lenthe Olesen, og fortsætter:

– Vi står naturligvis også for papirarbejdet med at få lasten gennem tolden i Tyrkiet, som jo ikke er medlem af EU. Men vi har efterhånden stor erfaring fra lignende hjælpeprojekter, blandt andet med transporter til Ukraine via samarbejde med Unicef. Vi føler, at vi som global virksomhed har et socialt og humanitært ansvar, når katastrofer som jordskælvet i Tyrkiet rammer en befolkning så hårdt, udtaler Jannik Lenthe Olesen.

Kommentarer