To mænd dømt for tyverier fra jagtforretninger
Retten i Roskilde fandt mandag to mænd på hhv. 52 og 55 år skyldige i flere tyverier fra jagtforretninger rundt om i landet. Mændene, der begge har bosnisk baggrund, blev idømt seks og otte måneders fængsel for til sammen at stå bag tyverier for ca. 180.000 kroner.
Det var primært kikkertsigter, som de to mænd have specialiseret sig i at stjæle. Det gik ud over forretninger i Benløse ved Ringsted, Langeskov, Bogense, Næstved, Nykøbing Falster og Helsinge. Den 55-årige deltog i alle tyverierne, mens den yngre af de to mænd kun deltog i nogle af tyvetogterne.
Den 55-årige blev desuden også dømt for et forsøg på tyveri fra en jagtbutik i Fløng, hvor det dog lykkedes personalet at få stoppet manden på vej ud af forretningen med et kikkertsigte gemt i et elastikbælte under tøjet.
De to mænd blev anholdt i København den 20. maj, og siden har Midt- og Vestsjællands Politi arbejdet på at stykke sammen, hvor mange tyverier, som de to stod bag.
De blev begge udvist af landet efter endt afsoning af straffen. Begge mænd modtog dommen.
Kommentarer