Nykøbing F

Tredje gang skal være lykkens gang for TV2 ØST Løbet

Foto: Guldborgsund Kommune

2020 og 2021 blev virtuelle løb, men nu krydser arrangørerne fingre for, at den første søndag i maj 2022 kan blive en rigtig motionsfest i Nykøbing Falster med alt, der hører til. 2022 byder også på et nyt initiativ, der skal få endnu flere med.

I flere end 10 år har op mod 2.000 mennesker hvert eneste år snøret kondiskoene for at gå eller løbe med til TV2 ØST Løbet. Efter to år med virtuelle løb er der nu åbnet for tilmeldingen til 2022-udgaven i Guldborgsund Kommune.

Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune Martin Lohse glæder sig til at byde TV2 Øst-løbet velkommen i Nykøbing Falster den 1. maj.

”Vi er mange, der glæder os til at mødes med familie, venner eller løbekammerater til denne motionsfest. De seneste to år har været en ørkenvandring i forhold til at dyrke de vigtige fællesskaber på kryds og tværs, så jeg krydser fingrer for og håber virkelig, at vi denne gang alle kan mødes fysisk til et brag af et løb, hvor vi glæder os til at byde velkommen til en masse gæster”, siger han.

Siden løbet blev afholdt første gang i 2008 er deltagerantallet kun gået en vej, og det er op. Det samme gælder interessen for at være værtsby, hvor kommuner i TV2 ØST’s sendeområde kan byde ind på den rolle. 

”Jeg glæder mig til igen at samles med de mange glade løbere, der traditionen tro møder op til TV2 ØST Løbet den første søndag i maj. Nu kan vi endelig se frem mod en løbs-folkefest i Nykøbing F. i 2022. Jeg ved, at byen er super klar til at give de mange deltagere en fantastisk modtagelse i centrum af byen, og det bliver stort igen at mærke den helt særlige atmosfære”, siger Vagn Petersen hos TV2 ØST. 

Nyt tiltag for at få endnu flere med 

De seneste år har der været både gang- og løberuter til motionsløbet for at give endnu flere muligheden for at være aktive sammen. I år er der noget helt nyt på programmet. Nemlig et stafetløb med omgange af 1 kilometer.

”Her kan man samle en gruppe af familie, venner, kollegaer eller klassekammerater og løbe så mange omgange, man kan nå på en time. Der skal blot være minimum to deltagere på et hold. Holdet kan altså sammensættes på tværs af alder, køn og kondital. Man kan løbe flere omgange i træk, eller depechen kan skifte ved hver omgang. Det er helt op til jer, hvordan det skal sammensættes”, siger Lasse Russotti, der er projektleder hos DGI. 

Tilmeld dig

Tilmeldingen er åben på https://www.tv2east.dk/loebet, hvor du også kan finde priser og praktisk information. Du kan vælge mellem distancerne 2 km, 5, km, 10 km og halvmaraton. Hvis du vil gå ruterne, er det muligt på 2, km 5 km og 10 km. Samme sted tilmelder du dig stafetten.

TV2 ØST har sammen med DGI arrangeret TV2 ØST Løbet siden 2008, og deltagerantallet har været støt sigende. Løbet skifter værtsby med jævne mellemrum og har således været forbi Næstved, Kalundborg, Holbæk, Vordingborg og Ringsted.

Næste år arrangeres løbet i Nykøbing Falster i samarbejde med DGI, Guldborgsund Kommune, Gudborgsundløberne og Guldborgsund Triathlonklub.

Kommentarer