Tungvognskontrol ved
Tungvognscenter øst har i denne uge været tre dage på kontrol i Nykøbing Falster og Nakskov for at kontrollere de tunge køretøjer, som transporterer årets roehøst på øerne – af de lokale kendt som årets ”roekampagne”.
Kontrollen blev afholdt mandag til onsdag, hvor i alt 32 vogntog blev stoppet. De fleste køretøjer var lastbiler med enten påhængsvogn eller sættevogne. To traktorer med hver to påhængsvogne blev også stoppet og tjekket. Generelt var køretøjerne i god stand, og ingen kørte med overlæs af roer.
”Vi ser ingen sager med overlæs ved transport af roer længere, efter virksomhederne har indført, at de betaler for den vægt af roer, som vogntoget lovligt må køre med. Det er meget positivt for færdselssikkerheden” siger Thomas Tarpgaard, vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Godt halvdelen af de stoppede køretøjer blev indkaldt til syn, men i flere tilfælde var der tale om mindre fejl og mangler, som f.eks en falmet refleksplade, et knækket spejl og en tildækket nummerplade. I de tilfælde fik chaufføren en påtale, som ikke førte til sigtelser. Når køretøjet indkaldes til syn, må vognmanden sørge for at bringe køretøjet i lovlig stand, da det ellers ikke kan synes.
I de lidt grovere sager om fejl og mangler førte det til gengæld til flere sigtelser. En traktorfører blev sigtet, da hans påhængsvogn på en traktor havde så slidte dæk, at ståltråden stak ud igennem gummiet. Vognen fik desuden kørselsforbud og blev indkaldt til syn. Derudover skrev betjentene sager på fire lastbiler, fire påhængsvogne og syv sættevogne, som også blev indkaldt til syn på grund af bremsefejl. To lastbiler kørte med for meget fjernlys, og to chauffører havde glemt at forny deres kørekort. Det var over et år siden, at begge kørekort skulle have været fornyet.
”Vi opfordrer chauffører og vognmænd til at tjekke udløbsdatoen på deres kørekort. Efter de nye regler udløber mange kørekort efter bare fem år, og man får ikke automatisk besked, men skal sørge for at forny kørekortet” forklarer Thomas Tarpgaard.
En chauffør var blevet stoppet tilbage i maj måned, hvor han fik en påtale for flere fejl og mangler. Ved denne kontrol var flere af de fejl og mangler ikke blevet udbedret, så han fik derfor en sigtelse. En anden chauffør havde om mandagen fået et påbud om at fjerne en LED-bar fra sin lastbil, men da han blev truffet igen om onsdagen, kørte han stadig med den ulovlige LED-bar, og så faldt hammeren.
Midt- og Vestsjællands Politis Tungvognscenter Øst står for tungvognskontrollen på hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Kommentarer